Det lyder måske helt skørt, når jeg siger, at du kan sænke barren, træne mindre (end du egentlig gerne ville) og samtidig opnå bedre træningsresultater.
Det hænder nemlig ganske ofte, at jeg må anbefale mine klienter et træningsprogram, hvor de træner færre gange om ugen, end de egentlig gerne selv vil.
Så hvordan hænger det sammen?
Mange af dem, der kommer til mig, er topmotiverede for at komme i gang med træningen. De har måske taget tilløb og har nu en forventning om at træne tre gange om ugen. For NU skal der endelig ske noget.
Men efterhånden som de kommer i gang med træningen, viser det sig i praksis, at de efter få uger ikke kan holde momentum.
Mange af os lever et travlt liv med arbejde, familie og fritid, der alt sammen skal gå op.
Og så går det måske ud over ugens tredje og sidste træningssession i fitnesscentret, som du ellers havde skrevet i kalenderen.
Fordi børnene er syge, fordi chefen lægger en ny bunke sager på dit skrivebord, eller fordi du er helt mast efter endt arbejdsdag.
Det er fair nok. Og de fleste kender det.
Men sænker du barren og planlægger på en anden måde – så behøver resultatet ikke være dårligere. Tværtimod!
Derfor er et realistisk træningsprogram afgørende
Kan du nikke genkendende til ovenstående? Tegner der sig også hos dig et mønster, hvor du ikke kan leve op til dine egne forventninger? Så er du rent faktisk bedre tjent med at lave et program, der er baseret på fx to træningsdage om ugen i stedet for tre. Bare for at tage et eksempel.
Vær hellere lidt konservativ med, hvad du kan nå, så det er realistisk i stedet for at halse efter ”så meget som muligt”.
Konsekvensen for dig mentalt, er, at du skaber et evindeligt stressmoment i din hverdag, når du halser efter noget, du alligevel ikke kan leve op til.
Og i forhold til din træning er problemet, at du måske ender med at misse den samme muskelgruppe hver eneste gang.
Det er nemlig vigtigere at kunne holde en lav, men stabil træningsfrekvens, hvor du kommer det hele igennem, fordi det er planlagt derefter, end at den alt for høje barre skaber store ugentlige udsving i din træning og dermed de muskelgrupper, du rammer. Alene fordi du har planlagt efter et mål, der ikke er kompatibelt med det liv, du lever.
Derfor er jeg også meget optaget af, hvor afgørende planlægning af dit program er, når det kommer til at få noget ud af sin styrketræning.
Den rette planlægning er individuel
Hvordan du skal planlægge dit program, er til gengæld helt individuelt. For det er vigtigt, at programmet er tilpasset din hverdag. Hvor mange dage om ugen har du mulighed for at træne, og hvor meget tid har du til rådighed til hver enkel træningssession?
Med udgangspunkt i de dage du har til rådighed, bør du så arbejde med et splitprogram eller et fullbody-program? Og hvilke øvelser er ideelle for lige præcis dig og din krop?
Det er nogle af de spørgsmål, du kan stille dig selv (eller stille til din personlige træner).
Vil du have professionel hjælp til at gribe det an, med en realistisk tilgang, der er helt nede på jorden, så skriv til mig her. Og vi kan tage en uforpligtende og gratis samtale om dine behov.
/Jonas Roberts.